Junior Brumado fortæller i et interview med Bold, at han vil væk fra FC Midtjylland. Forholdet til Thomas Thomasberg er på frysepunktet.
Junior Brumado har ingen fremtid i FC Midtjylland.
Sådan har meldingen angiveligt været til den brasilianske angriber, og derfor lægger han ikke skjul på, at han vil væk fra den jyske Hede.
Læs også: FCK bekræfter: Fem år til Rodrigo Huesca
Det sker i et interview med Bold.
– Jeg har fortalt FCM, at jeg ikke vil være her, og holdningen er den samme hos dem. De har nok angribere, så der er ikke plads til mig. Det har været beskeden, siden jeg kom tilbage, siger angriberen, der har været udlejet til Hansa Rostock i Tyskland.
Junior Brumado fortæller videre, at forholdet til cheftræner Thomas Thomasberg er på frysepunktet.
Angriberen har dog ikke ønsket at komme offentligt frem med dramatikken, men han åbner nu op for godteposen i interviewet med fodboldmediet.
– Der er mange, der ikke ved det, men mit forhold til træneren i FC Midtjylland er dårligt. Der er sket mange dårlige ting, og de har ikke ønsket, at det skulle ramme medierne, men alle i omklædningsrummet ved det.
Junior Brumado skiftede til FC Midtjylland fra Bahia i januars transfervindue i 2019, og fik ved den lejlighed en fem-årig aftale, som han forlængede i 2022.
Han har i sin tid i FC Midtjylland været udlejet til Silkeborg IF og altså senest Hansa Rostock.
Læs også: Officielt: FCK køber Garananga