Daniel Wass lægger ikke skjul på, at han gerne vil fortsætte i Brøndby, hvor han har kontraktudløb om et halvt år.
Daniel Wass nærmer sig kontraktudløb i Brøndby.
Den 35-årige midtbanespiller har nemlig udløb på sin aftale efter sæsonen, men står det til ham selv, forlænger han den aftale med flere år.
Det oplyser han til Campo.
”Det her er min klub, og selvfølgelig vil jeg gerne fortsætte,” siger midtbanespilleren.
Daniel Wass har da heller aldrig lagt skjul på, at han gerne vil ende sin karriere i Brøndby, men om de blågule er med på den plan, kan kun tiden vise.
Den bundrutinerede midtbanemand nåede aldrig at være i dialog med Carsten V. Jensen om en ny aftale, men med den midlertidige sportsdirektør Scott McLachlan har der været en lille dialog.
”Jeg har haft en enkelt samtale med Scott,” røber Daniel Wass, der dog ikke vil ud med, hvad der præcis blev drøftet i samtalen.
Daniel Wass siger videre i interviewet med Campo, at han ikke ved, hvornår der kommer en endelig afklaring på hans fremtid.
Daniel Wass vendte retur til Brøndby i sommeren 2022 efter mange år i udlandet. Han har blandt andet været forbi store spanske klubber som Celta Vigo, Valencia og Atletico Madrid.
Det var i sidstnævnte klub, man købte ham for et beløb i omegnen af 13 millioner kroner.