FC Nordsjælland forstærker bagkæden markant med den tidligere Silkeborg IF-stopper Tobias Salquist.
FC Nordsjælland har denne vinter sagt farvel til ledende figurer som Jeppe Tverskov og Marcus Ingvartsen, men nu kommer en potentiel leder ind.
Farum-klubben offentliggør torsdag aften, at de har indgået en aftale med Chicago Fire om en transfer af forsvarsspilleren, Tobias Salquist.
Det er ikke mere end et år siden, at den danske stopper endelig fik opfyldt sit ønske om at skifte til udlandet, men nu er han allerede tilbage på dansk kontrakt.
FC Nordsjælland skriver dog i pressemeddelesen, at Tobias Salquist bliver udlejet i foråret for at få mere kamptræning.
Hvor turen går hen, oplyses ikke, men den 29-årige forsvarsspiller er afklaret med, at han skal en tur på græs andetsteds, før turen går til Farums kunstgræs.
”At jeg nok skal lejes ud det første halve år er ikke et problem for mig. Jeg kan godt se, hvorfor det er bedst på den måde, og jeg er helt med på det langsigtede mål for mig i FCN,” udtaler Tobias Salquist til klubbens hjemmeside.
Tobias Salquist får tre og et halvt år i FC Nordsjælland.
Læs også: Medie: Brøndby havde tidligere FCN-boss til jobsamtale