FC København har angiveligt vist interesse for den 24-årige Matej Kovar, som står fast i Champions League for Bayer Leverkusen.
FC København har været flittige med keepersignings i de seneste transfervinduer, så keepertrioen i øjeblikket består af Nathan Trott, Theo Sander og Rúnar Alex Rúnarsson.
Det er dog ikke en trio, som FC Københavns cheftræner Jacob Neestrup er hverken tryg eller glad ved. Derfor er løverne i vinterens transfervindue på jagt efter en ny mand mellem stængerne.
Det afslører Bold i deres transferpodcast Ugens Transfer Suppe.
Ifølge mediets oplysninger er det den klare ambition at hente en ny keeper, og FC København har undersøgt en halv-årig lejeaftale med Bayer Leverkusens Matej Kovar.
Den tjekkiske keeper er reservekeeper i den tyske storklub i 1. Bundesligaen, men han spiller til gengæld alle kampe i Champions League.
FC Københavns håb var, at de kunne låne keeperen til at løse hovedpinen for resten af sæsonen, men Bayer Leverkusen har tilsyneladende ikke samme interesse i et sådant lejeophold, tilføjer mediet.
Derfor bliver det næppe Matej Kovar, der står mellem stængerne i Parken i foråret, men det synes sikkert, at FC København arbejder aktivt på at hente en ny keeper – og de er ambitiøse i den jagt.
Læs også: Diks kan frit forhandle: Trabzonspor med seriøs interesse