Kasper Hjulmand er blandt kandidaterne til at blive cheftræner for Anderlecht, skriver Het Nieuwsblad i kølvandet på torsdagens fyring af Brian Riemer.
Kasper Hjulmand meldte efter sommerens EM-slutrunde ud, at han ville stoppe som dansk landstræner, men snart kan han være på vej i job.
Det belgiske medie Het Nieuwsblad mener at vide, at Anderlecht har den tidligere danske landstræner på blokken over mulige cheftræneremner efter torsdagens fyring af Brian Riemer.
Anderlecht har fået en lunken sæsonstart med 12 point i sæsonens første syv kampe, og det tog den belgiske storklub konsekvensen af ved fyre Brian Riemer.
Selvom der nu er en dansker ude, kan en ny dansker altså være på vej ind.
Anderlecht har masser af dansk islæt i klubben i form af blandt andet Mathias Zanka Jørgensen, Kasper Dolberg og Anders Dreyer, mens Jan Michaelsen er assistenttræner i klubben.
Derudover er den tidligere Viborg-chef, Jesper Fredberg, sportslig ansvarlig i klubben, og han kommer til at have en stor stemme i jagten på den kommende Anderlecht-træner.
Kasper Hjulmand har i sin karriere stået i spidsen for Lyngby, FC Nordsjælland, Mainz 05 og altså det danske A-landshold i en fire-årig periode.